Fra Jens Fink-Jensen: Nær afstanden (1988) .
   
Syd for mit hjerte
    

Du er rejst til en ø
Syd for mit hjerte
Den samme måne
Lyser for os
Her nord for din tvivl
Så fjernt fra dit blik

Du er rejst til en ø
På vinger af uvished
Ladt alene med drømmen
Tænker jeg på dig
Hærget af dit fravær
Når du er tilbage
Er du så rigtig tilbage
Eller er du selv nu en ø
Hvorpå jeg aldrig skal strande
Smertefuld som havet
Bølgerne har forladt
Kroppen hvis blod
Er skyllet bort
Afventende og tom

Er jeg en del af dine nætter
En flig af de drømme
Du kæmper imod
Elsker du mig
Som jeg forguder dig
Eller er du blot en fremmed

På denne fjerne ø
Syd for mit hjerte
I midten af mit sind
Er du den jeg tror
Stadig endnu
Jeg er den samme
Din for et liv
Hvis du vil
Kom tilbage
Og lad mig komme
Rigtig hjem.

<  >