Hvad angår kærligheden mellem os to må jeg søge hjælp i en dyb, inderlig erindring om vore tavse berøringer Vore øjne viste lykken tydeligt, indlysende ... Forsigtige smil beseglende Den Store Kærlighed vi aldrig drømte om kunne svinde bort Og alligevel ... Nu mærker jeg ikke længere dine trygge spor på min krop men husker dem tydeligt som et utroligt flænsende gys På en måde Er vore kroppe stadig een De samme stjernetegn binder os sammen hvor vi end færdes hvor ofte vore veje end ensomt krydses så udfylder vi det samme net af handlinger de samme ord som var vi stadig forenede, indviede til denne erindrede lykke Vi elskede altid spørgende Alt var så ukendt og stort så snart dagene tårnede sig op omkring vore indforståede tegn Ja, dagene Det var dem som trængte sig på trængte ind imellem os fordi vi delte dem forkert på vor rejse mod De Voksnes Land Vi lod dem glide bort Vi lod hinanden gå fordi vi intet vidste Derfor elsker vi endnu også i denne løsrevne tid hvor vi må tale med bjergkæder af tvivl og med rådvildt uvejr imellem os Men med de samme ord som var vi stadig ... |