Fra Jens Fink-Jensen: Forvandlingshavet (1995)

Auf Deutsch

 
Jeg gav dig en ring

Jeg gav dig en ring
Af metal og krystal
En lille raffineret drøm
Om alle de bjerge vi så

I den ring stod mit navn
Og en dato som var noget
Af betydning vi ville fejre
Og nu bærer du den aldrig

Du gav mig et ur
Så jeg kunne følge tiden
Men alt det tiden rummede
Mistede jeg grebet om

Det ur bærer jeg stadig
Skifter remmen af og til
Når den mørnes og giver slip
På fortidens sammenhænge

Dit navn står ikke i uret
Men i de fragmenter af tid
Det engang mekanisk målte
Og upåvirket lod passere

Min erindring er dig
Og al den tid dette ur
Og urene før det har målt
Et sted derinde bag skiven

I øjeblikkenes hob
Som altid flimrer frem
Og forsvinder Er du
Et smykke i mit sjæleskrin.

<  >