1.

Der går en lille dreng i kornmarken. Han hedder Jonas. Når vinden får aksene til at bølge, er kornmarken som et stort hav. Til den ene side kan Jonas se husene, hvor han selv bor. Til den anden side er der en hvidkalket bondegård med rødt tag, som en ø for sig selv.
   Og endnu længere borte skoven, som han leger er et land med bjerge og dybe jungler med vilde dyr og indfødte.

  
2.

Jonas bevæger sig forsigtigt i kornet, for at gøre den hemmelige gang så usynlig som muligt. Midt inde i kornmarken lægger Jonas sig på et tæppe og gumler på en gulerod fra den blå kasse, han gemmer herude på sin hemmelige ø.
   Hver dag ligger han og kigger på skyerne, som sejler af sted, mens de hele tiden forandrer  udseende. Nogle gange dukker de op af det rene ingenting, indtil de igen bliver helt usynlige. Hvor må skyerne have svært ved at genkende hinanden, tænker Jonas, når de sådan hele tiden forandrer sig.

  
3.

Pludselig mærker Jonas noget hårdt og spidst under den ene hæl. Tingen er helt mudret til, og der stritter nogle underlige takker ud fra den, som får den til at ligne et pindsvin. Men den er i hvert fald ikke levende. Den må være en slags mærkelig sten.
   Jonas begynder at skrabe jorden af med en pind. Tingen er større end en appelsin, og der er en aflang sprække dybt ind i den.

 
4.

Jonas løber ud gennem kornet for at skylle den mærkelige ting i vandhullet på græsmarken. Han klemmer sig ind mellem pigtråden, springer hen over de friske kokager og sparker til de tørre, så det støver i luften. Køerne løfter hovederne med de krumme horn, for at se hvem det er, der forstyrrer dem i at drikke. Men Jonas er ikke bange for dem.
   Han skrubber og skyller tingen i det kølige vand, til der ikke kommer mere jord ud af den. Den er helt lys, og indeni er der et sølvagtigt skær. Han kan ikke se hvor det ender.

  
5.

Jonas´ far siger det er en konkylie. Endda en meget fin og stor én. Han sætter åbningen til det ene øre og ser meget hemmelighedsfuld ud. "Jeg tænkte det nok," siger han.
   "Hvad tænkte du nok?" spørger Jonas.
   "Lyt selv," siger hans far, og Jonas hører en susende, brusende lyd, som af vind og vand på én gang. Det er ikke regn, ikke som bruseren i badeværelset, ikke den rislende lyd af vand, når hans far vasker bil med haveslangen. Nej, det er havet! Den lyd man hører, når bølgerne skyller ind på en strand i fjernsynet. "Jeg kan høre havet," siger Jonas.
   "Ja," siger hans far. "Den har engang levet i havet." Og han fortæller, at her engang var et hav, og at konkylien blev liggende, da havet forsvandt. Men så vidt Jonas kan huske, har der altid været marker udenfor. Og altid er meget længe, det ved han. Hvordan kan det så være, at man stadig kan høre lyden af havet i konkylien?

 
6.

Fra nu af har Jonas sin konkylie med sig overalt, og han sover med den hver nat. Min konkylie skal ud og mærke havet, tænker han, for han ved, konkylien kan huske havet. Den har jo stadig lyden af det i sig. Og endelig en aften siger hans far: "I morgen skal vi ud til havet."
   Den nat får Jonas lov til at sove i hængekøjen på terrassen. Han ligger lunt og godt i sin sovepose, med konkylien for øret, og kigger op på stjernehimmelen. Det er, som om han hører lyde og stemmer ude fra rummet. Måske er der andre børn derude blandt stjernerne. Ser de mon ud som ham? Er de grønne eller blå, eller forandrer de sig hele tiden som skyerne? Det er lige meget, tænker Jonas. Bare de vil lege.