Børnebilledbogen
Jonas og konkylien

 



ISBN 87-553-2120-8
   

Jonas og konkylien udkom 18. marts 1994 på Forlaget Forum og er Jens Fink-Jensens første børnebog.

Jonas og konkylien
er på 36 sider og er illustreret af Mads Stage.

I 1998 udkom en selvstændig fortsættelse af Jonas og konkylien: Jonas og himmelteltet.

I 2010 udkom det afsluttende bind i trilogien om drengen Jonas;
Jonas og engletræet

Se udvalgte illustrationer og læs indledningen af Jonas og konkylien.

Uddrag af anmeldelserne
 

"
Jens Fink-Jensen har komponeret en fortælling fuld af varme og nærvær. Han er hele tiden i øjenhøjde med både barn og voksen. Jonas og konkylien er en sanselig og smuk oplevelse, som åbner mulighed for dialog og eftertanke, hvilket kvalificerer den til en speciel og meget positiv højtlæsningssituation."
Zenia Johnsen, Fortællingen.dk 17.3.2007
Læs hele anmeldelsen på www.fortaellingen.dk

"Det er Jens Fink-Jensens debut som billedbogsforfatter, og han formår at ramme en tone af fantasiskabende virkelighed, som kan tale både til det voksne menneske, der læser op, og til det lyttende barn, som nok skal sluge den genkendelige og alligevel mærkelige historie om Jonas, som ude i kornmarken finder en konkylie.
   Til historien, som sender konkylien til havs igen på en sommerdag med tordenkræfter på spil, har Mads Stage tegnet landskabsbilleder af et Danmark i storm og stille, af en drengs forundringskulisser og af konkyliens bløde, magiske gotik.
Bogen selv er som en konkylie. Man kan sætte den for sit øre og høre både havet, en drengs fantasi og samspillet mellem natur og menneske."
Hans Andersen, Jyllandsposten 19.3.1994

"En ganske bedårende, poetisk og i nogen grad også stilbrydende bog for de små. Fortællingen om Jonas, der finder en konkylie i en kornmark og bringer den tilbage til havet, hvor den er kommet fra, er en tidløs historie, placeret i det brændpunkt, hvor realiteternes og fantasiens verden mødes. Og den sender nogle helt klare signaler til de små læsere: Mærk verden, mærk naturen!
   Mads Stage bidrager med en række yndefulde blyantstegninger, gjort med let hånd, og en serie akvarelagtige helsidesillustrationer, der fastholder og uddyber tekstens poetiske tone og univers. Der er tale om et usædvanlig forbilledligt samarbejde mellem en forfatter og en illustrator.
   Jonas og konkylien er en dansk billedbog af fineste kvalitet og originalitet."
K. E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende 21.3.1994

"Historien om Jonas og konkylien er blevet til i et samarbejde med lyrikeren Jens Fink-Jensen og tegneren Mads Stage.
   Det er en poetisk historie om en drengs fascination af naturen, og vi, læseren og lytteren, får indblik i, hvordan drengens fantasi kredser om konkylien. Tegningerne - der ikke ligner Mads Stages sædvanlige stil - er en nydelse for både den barnlige og voksne læser - faktisk lige til at hænge op på børneværelset, hvis man kan nænne det mod bogen.
   Historien er sød og poetisk med en overraskende slutning."
Gert Nielsen, Berlingske Tidende 22.3.1994

"Jonas og konkylien er blevet en stor, visionær og visuel oplevelse.
   Billederne fortæller den halve historie - mindst. De er holdt i overordentlig stærke kulører i en blandingsteknik af akvarel, kridt, tusch og hvad man ellers kan finde på. De åbner for naturen med næsten chokeffekt. De, der kender Stage for hans ejegode dyretegninger, vil blive forbløffet over den kraft, som lægges ind i helt almindelige udkig til kornmarker eller selve havet. De rammer som en knytnæve ind i billednerven.
   Også Fink-Jensens ord summer af fortælleglæde. De gir i hverdagssprog og rarhed modspil til billedernes kølleslag. Det hele handler om en konkylie, Jonas finder i en kornmark og senere leverer tilbage til havet. En dreng må gøre, hvad en dreng må gøre! Selv Thor og hans hammer er indbudt til den flotte finale på en tankevækkende bog, der nok mest er for de lidt større »læsere«.
   Jonas og konkylien er en rig billedhistorie. Fuld af harmoni og glæde."
Steffen Larsen, Det Fri Aktuelt 6.4.1994

"Helstøbt dansk billedbog af digteren Jens Fink-Jensen og den kendte naturillustrator Mads Stage. I et velformet sprog berettes om den tænksomme dreng Jonas, som en dag finder en stor, smuk konkylie midt i kornmarken. Dens oprindelse i havet og lyden af bølgebrus sætter hans fantasier og drømme i sving. Efter en familieudflugt til stranden beslutter han at lade den elskede konkylie blive i havet, dens rette element. Det er en indlevet og stemningsfuld skildring med karakter af barndomserindring fra en nær fortid. På det ydre plan en mindre begivenhed, men for Jonas (og læseren) bliver det en betydningsfuld og igangsættende oplevelse. Teksten ledsages på højresiderne af Mads Stages smukke, stemningsgivende naturbilleder tegnet i løs, bevægelig streg, delvist farvelagt med brede, kraftfulde strøg i stærke akvarelfarver. På venstresiderne uddybes med mindre, indrammede s/h-tegninger i samme lette, næsten ufærdige streg. Et vellykket samspil mellem tekst og illustrationer, som tilsammen løfter den hverdagsagtige fortælling ud af tid og rum og formidler en sanselig, kunstnerisk oplevelse med en duft af et barndomsland, som ikke findes mange steder i dag. En fin oplevelse for de 4-6-årige og deres voksne formidlere."
Vibeke Munch Kofoed, Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (børnebiblioteker), april 1994

"Det er en rigtig billedbog, hvor teksten på det fornemste supplerer de udtryksfulde illustrationer, så de sammen nænsomt og antydningsvist sætter små hverdagsbegivenheder ind i de meget store sammenhænge. Historien er om den tænksomme og drømmende Jonas, der har et fristed midt i en kornmark. Her finder han en konkylie, som nu følger ham overalt og sætter fantasier og tanker i gang hos ham. På en familiebiltur til havet finder Jonas på, at konkylien skal tilbage til havet. Men den bliver ikke mindre hans af den grund! Den ret korte, oplæsningsegnede tekst i et roligt, fremsættende sprog er sat med store typer på v-siderne sammen med et skitseagtigt billede med blød blyantstreg. På alle h-sider er et stort, uindrammet billede i en løs, våd farvelægning suppleret med farvekridt. Det er billeder, der hviler i sig selv - hver som en afsluttet helhed, der rummer sin egen del af historien. Med små menneskefigurer under en høj himmel og med store udsyn og dybe rum og frisk vind i drivende skyer er de næsten abstrakte i deres udtryksfulde farvelægning med antydede detaljer. Bogen kan selvlæses fra omkring 3. klasse, men er mest til tæt oplæsning inden da med efterfølgende tænkestunder over billederne."
Jens Verner Nielsen, Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen (skolebiblioteker), april 1994

Hvis du vil læse bøgerne:
Jonasbøgerne er udsolgt fra forlaget, men du kan låne dem på dit bibliotek. Hvis de ikke har dem stående, kan de bestille dem hjem til dig fra et andet bibliotek.
 
Bestil bogen på