Knossos

Solen går ned bag en søjle, for jeg ved ikke hvilken hundrede tusinde gang. En flok turister er her et øjeblik, mens en minoisk flue lander på min notesbog. En ung smuk kvinde i hvid tunika og med gylden hud kommer hen til mig og spørger, om jeg ikke er ny her i paladset. Jeg er bare på gennemrejse, svarer jeg overrumplet og smiler, men idet jeg siger det, får hun et sært udtryk, som af en dødbringende skuffelse, og pludselig er hun væk. Jeg tænker, hun måske er faldet i en af de farlige gruber, som ikke er sikret med rækværk, men jeg finder hende ikke. Jeg leder overalt; ved udgangen, blandt turistkvæget på busholdepladsen, i de små tavernaer og souvenirbutikker langs vejen. De nærmeste olivenlunde har overgivet sig til middagshedens sitrende cikader. Heller ikke dér finder jeg hende. Til sidst forlader jeg Knossos med en følelse af tab. Noget har bevæget sig i mine dybeste, slumrende afkroge, som en erindring om noget mere end mødet i sig selv. Hvem hun end er, vil jeg altid søge hende, og jeg vil altid være en anden.