Fra Jens Fink-Jensen: Forvandlingshavet (1995)

Auf Deutsch

Fiskeren

Hver eneste dag
Siden han blev født
På en fortidig kyst
Har han set havet
Som en sølvbakke
Hen under aften

Solen der kløves
Som en lysende appelsin
Af en bjergtinde
Mens storkene flyver bort
Og fiskene kommer op
For at kysse godnat

Hver eneste nat
Har han drømt
Om de billeder
Mens månen sang stilhed
Og træerne hviskede
Om verden i mørket

Hvert år har han levet
For at give
Disse billeder videre
For at have nogen
At dele disse
Uendelige øjeblikke med.

<  >