Angstens have

Hvis jeg nogensinde ser døden
Før den ser mig
I hvilken forklædning
Skal jeg da vente
At møde den

Hvor finder jeg angsten
Den sitrende strøm
Gennem kroppens træ
Dens finmaskede netværk
Af modstridende signaler

Hvor får jeg grebet om den angst
Så den ikke længere
Skal lede mig ad bestemte stier
Gennem denne have
Af træer og uhyrer

I denne forladte have
Spørger jeg hvert træ
Hvem det er
Og fortæller det
At var jeg bare en fugl

Nej ingen kan flyve
Så langt bort at smerten
Forsvinder for sanserne
Ingen kan sejle bort
Fra handlingernes kølvand

I denne have er jeg
Så længe tvivlen nager mit sind
Så længe skylden er som
Et alt for tidligt mørkefald
I mit morads af tanker

Jeg kender angstens acceleration
I de dage som bliver længere
Og længere i deres kredsninger
Alle de testamenter
Sindet opbygger i tomheden

I denne have vil jeg måske
Nå frem til døden
Før den indhenter mig
Jeg skal se den som den er
Og vide jeg er mig selv

Træerne skal miste deres blade
Og sneen danne et tæppe
Af gentagelsers tryghed
Mennesker skal sætte spor
Som viser bort og videre

Indtil regnen kommer
Med sin befriende udslettelse
Og tabuernes støvede film
Ruller ud og skyller bort
I et hav af glemsel og håb.