Om
Jens Fink-Jensens lyriske forfatterskab
Af Ivan Schou Vibing
Titlen på debutdigtsamlingen Verden i et øje, er velvalgt; her handler det nemlig om det uendeligt store og det uendeligt små, om det universelle set, hørt og følt af et menneske på et sandkorn. Et af digtene
|
Her
er jeg som et korn (Verden i et øje, p.70) |
leder tankerne hen på Otto Gelsteds digt "Mennesket".
Digtene kan betragtes som et kik ind i et kamera, hvor livet og verden kan opleves. Sammenhængen mellem digtene og forfatterens interesse for fotokunst er åbenbar. Det oplevende subjekts øje er som et krystalprisme ["Jeg er en del af lysets brydninger" (p.54)], der spalter lyset i farvespektrets kulørte bestanddele
|
Byen hvid Gaderne hvide (...) Vi mødes Taler i det grønne Hører ikke hinanden i havet: Blåt blåt (...) Gule tænder ... (...) Husene og vandet med farverne: Sorte sorte hænder (Verden i et øje, p.47), |
og dets sensitive bevidsthed forsøger (forgæves?) at analysere sig frem til et livsholdepunkt, der kan forstås:
|
Jeg
forstår ikke lyset Jeg forstår ikke mig selv Jeg forstår at jeg aldrig (Verden i et øje, p.71). |
Digterjeget befinder sig i en kronisk eksistentiel krise; digtene såvel som hele forfatterskabet er spændt ud mellem universel uvidenhed og ihærdig længsel efter et andet menneske. Denne længsel fører kun til midlertidig forening og ender derfor i smertefuld melankoli. Det er et ungt jeg, der udtrykker sig i disse debutdigte, men også et ærligt jeg, der erkender begrænsningen. Uvidenheden og usikkerheden er dog andet end ungdom, den er et grundvilkår:
|
(...)
Og vi råber om hjælp ud i altet Vi er bange på lemmernes vegne For vi ved intet om dette virvar Og dog lever vi livet om muligt For vi ved ikke noget om noget (Verden i et øje, p.72). |
Meningen med digtene er vel egentlig en gammel mening, som består i en afsøgning, en forgæves søgen efter meningen med livet. Hvis meningen med livet ikke kan være viden, kan den være et andet menneske. Men hvis dette andet menneske ikke kan gribes eller fastholdes over tid, har kun sorgen bestandighed:
|
TIT VÅGNER JEG Tit vågner jeg Og ligger i et øjeblik (Sorgrejser, p.39). |
Denne smertefulde erkendelse af forandringen fører til oplevelsen af sorg, og det passer derfor meget godt, at forfatterskabets anden digtsamling, Sorgrejser, indledes med ordene "Om lidt er alt forandret", en indledning, der kan hentyde til både Blicher og Branner. Død og ensomhed kobles sammen i et af digtene
|
Sammen
ser vi og begraves senere i deres udtømte vaser... (Sorgrejser, p.42), |
men jegets dødserkendelse fører lidt senere til en slags livets manifest, en krigserklæring mod døden:
|
RÅD Forrådnelse Men
at stoffet forenes: Og
alligevel Så
hellere råbe til hinanden OG ER HER LÆNGE ENDNU! (Sorgrejser, p.68). |
På baggrund af en accept af en organisk cyklus, af et økosystem, hvor døden er en naturlig konsekvens af livet, handler det altså om at nyde livet, så længe man har det. Livssynet er moderne, her er der ingen fortrydelsesret, mennesker har kun hinanden, momentet bliver værdifuldt. Det handler om at leve - og det gør jeget så i et spændende og eksperimenterende digt, hvor to semantiske rækker er monteret ved siden af hinanden:
|
DIALOG I EN HAVE Pludselig spurgte du mig Jeg svarede dig (Sorgrejser, p.81). |
Sorgen gør ikke livet umuligt, den giver det dybde.
I Dans
under galgen kan man på sidste side læse, at den afslutter
"trilogien om de første afsøgninger" (p.159). Den mening med
livet, som er blevet "afsøgt" i de to foregående
digtsamlinger, lykkes det jeget at finde i en accept af livets vilkår
|
Alt
må slutte (Dans under galgen, p.22), |
i en placering af mennesket i en naturhistorisk sammenhæng
|
Ved
Laetoli, Tanzania (Dans under galgen, p.15), |
|
Et
Et (Dans under galgen) |
Denne modsætning giver senere i digtsamlingen anledning til en egentlig civilisationskritik, hvor det moderne samfunds krigsmaskiner står for skud:
|
Lad os
(Dans under galgen, p.118f). |
Det er i det lyriske forfatterskab sjældent, at der udtrykkes en så direkte samfundskritisk holdning. Men også firsernes fremmedgjorte overfladekultur må stå for skud:
|
Disco,
disco og disco igen (Dans under galgen, p.106). |
De tre første digtsamlinger har usikkerheden tilfælles, men der er tale om en udvikling; afsøgningerne resulterer næppe i mere viden, men absolut i modenhed og afklaring.
Forfatterskabets fjerde samling digte, Nær afstanden, beskæftiger sig med distancen; jeget er isoleret, ensomt blandt mennesker. Indledningsdigtet hedder "Udsigt til et hastigt år" og rummer tolv strofer, en for hver måned. Jeget går rundt og ser på verden udenfor, men det er ikke rigtig med, i det der foregår; det er altid de andres forelskelser, de andres færden, der registreres (p.10). Melankolien blomstrer. Jeget befinder sig i en afventende, vegetativ periode, det er "Fortvivlet over altings forandring" og trøster sig "ved altings gentagelse" (p.13). To digte udtrykker tydeligt, hvad det er det handler om:
|
LIV OG DØD FRA OVEN Fra
bjerget Fra
bjerget (Nær afstanden, s.22) ........................... HELE MIT LIV Jeg
har kørt tusind kilometer Jeg
har søgt hele mit liv (Nær afstanden, s.57). |
Bag livet ligger døden og glemselen. Jeget er aktivt, det handler, det rejser, det søger - meningen med tilværelsen: et andet menneske. Og hvordan går det så? Jo, ...
|
HUSKER DU KÆRLIGHEDEN Husker
du kastanjeskoven Husker
du kastanjerne Det
rene sprog de talte Nu
ligger de (Nær afstanden, p.67) |
Enkelt, trist - og utrolig smukt!
Forvandlingshavet
er blandt meget andet et indlæg mod forandringen, mod tiden, der går,
man kommer umiddelbart til at tænke på en af forestillingerne i Peter Høegs
debutroman. Jeget "ville sådan ønske / At i går var i dag / Og i
forgårs i morgen / At tiden ville være / som når jeg ser på / Mit ur i
et spejl / At den ville strømme / uden at forsvinde / Som vandet i denne
flod" (p.44). Livet er et hav af forvandling, det rummer smukke
processer, men deres ubestandighed fører mennesket ind i melankolien.
Forvandlingshavet og Nær afstanden rummer koncentrerede digte af stor skønhed. Det, der begyndte famlende, fuldender sig her i en tolerant forståelse af altings komplicerede sammenhæng:
|
FRAGMENT Hvert
skridt Hvert
atom af klippen Hvert
kys (Forvandlingshavet, p.50) |
Jeget når måske ikke frem til en tilstand af harmoni eller ro, men digtene klinger ud i en behersket tro på fremtiden: "Drømmen troen trøsten og i morgen / Ja, i morgen er der alt / Det jeg bevæger mig for // Alt det jeg insisterende er" (Forvandlingshavet, p.104).
Forfatterskabets sjette digtsamling bærer titlen Alt er en åbning og udkom i 2002. Melankolien og oplevelsen af sorg og ensomhed dominerer også en del af de nye digte. Jeget er spændt ud mellem en ukendts ligfærd gennem byen på den ene side og intensive oplevelser med datteren på den anden. Livet koncentreres af den sorg, som altid ligger under overfladen, for eksempel når der skrives om datteren:
|
JEG SER DIG En eller anden gang (…) En eller anden gang Er du så et barn eller voksen? |
Jeget har nu nået det punkt i livet, hvor smerten ikke kun ligger i fortiden, men også i fremtiden, jeget slipper ikke for sit ansvar, følelsen bliver dobbelt belastende. Med modenheden følger fortvivlelsen; der håbes på, at selv døden kan være et gensyn:
|
Eller måske er ingen gang Måske er enhver død Jeg ser dig (Alt er en åbning, p.35) |
Det religiøse håb suppleres med en fornyet vilje til at gribe dagen og leve i nuet:
|
I dag vil jeg skrive (Alt er en åbning, p.83) |
Sammenlignet med digtene i Forvandlingshavet, viser de nye digte, at jeget er sejlet over havet og har nået en anden kyst, det er ikke mindre sårbart over for påvirkninger, tankevirksomheden brænder ikke på et lavere blus, men gennem bearbejdelsen af fortidens kærlighedstab nærmer det sig en frigørelse, som netop åbner nye, let optimistiske perspektiver. Alt er en åbning!
 |
|
Læs også om Jens Fink-Jensens lyrik i uddraget af Peter Stein Larsens bog Modernistiske outsidere.