Om Jens Fink-Jensens lyrik. Uddrag af
Peter Stein Larsen: Modernistiske outsidere.
Underbelyste hjørner af dansk lyriktradition fra 1800 til i dag.
Odense Universitetsforlag 1998.

...

Jens Fink-Jensen
Anderledes flegmatisk og afdæmpet af temperament end himmelstormerne Jac, Strunge og Huss er Jens Fink-Jensen, der siden debuten i 1981 med Verden i et øje har udsendt fire digtsamlinger. Forvandlingshavet fra 1995 falder helt i tråd med samlingerne fra 1980'eme, af hvilke den forrige Nær afstanden udkom i 1988, med hensyn til såvel stil som omverdenstolkning.
Forvandlingshavet er ligesom de tidligere samlinger en klassisk orienteret digtsamling. Også på dette punkt adskiller Fink-Jensen sig fra digtere som Jac, Strunge og Huss. Det gælder i samlingens mange allusioner til andre skribenter fra Paulus over Kafka og Camus til Rushdie og Inger Christensen, i dens traditionelle billedsprog med brugen af "bjerg", "sol" og "hav" som faste symboler på eksistentielle oplevelseskategorier samt i den næsten
konsekvente brug af lige lange strofer i digtene.
   Forvandlingshavet er endvidere en samling, der vidner om en mands rapport fra midten af sin bane gennem livet. Her er ingen desperat erotisk lidenskab eller afgrundsbevidsthed, men derimod kontemplativ ro og melankolsk harmonilængsel. Også digtenes konkrete rum afspejler denne tilgang til tilværelsen: Man er fjernt fra storbyens stress og enhver form for socialt liv og befinder sig i den rene natur ved en ikke-navngivet sydlig strandlokalitet.
   I Forvandlingshavet anskues hverdagslige hændelser i overraskende perspektiver. Såvel fysiske som sjælelige fænomener tænkes ind i kosmiske eller holistiske sammenhænge på en måde, der overskrider vante måder at betragte omverdenen på, og som nærmest er beslægtede med den moderne fysiks fraktale virkelighedsmodel, hvor man ser på ligedannetheder mellem det mindste og det største:

Mens det ovenstående digt måske har et lidt abstrakt, konstrueret præg, finder man hos Fink-Jensen dog også andre, hvor en indre nødvendighed i det kunstneriske udtryk er mere tydelig. Det gælder f.eks. i nogle digte, hvor udgangspunktet er en konkret oplevelse af kærlighedstab:

...

Dansk modernistisk lyrik på grænsen til næste århundrede
Grundlæggende har vi altså set, at man i de seneste års danske digtning finder en særdeles bred vifte af digtere, som kan karakteriseres som holistisk-romantisk orienterede. Hermed mente vi, at deres poesi artikulerede et forsøg på at tænke det lokale, kropslige og hverdagslige ind i større globale, kosmiske og
religiøst-universelle sammenhænge.
   Den syntesesøgende bestræbelse er dog som før nævnt ikke den eneste tendens, som udtrykker sig i de seneste års danske lyrik. Vi lever i en postmoderne tidsalder, i hvilken digtningens vilkår er at genbruge fortidige digteriske former, livstolkninger og attituder. Litteraturhistorien "er et eneste stort supermarked, hvor vi henter det, vi behøver", sagde Strunge allerede i 1981. Af de forskellige tendenser inden for den nyeste danske poesi er der imidlertid næppe tvivl om, at den romantisk-holistiske kunstretning, som ytrer sig hos Kodal, Strunge, Tafdrup, Jac, Fink-Jensen, Huss, Læby og Guldager, har noget af en særstilling. Sammenligner vi denne med den anden markante skole inden for dansk lyrik siden begyndelsen af 1980'erne, den minimalistiske digtning, som den fremtræder hos Thomsen, Frank og Bukdahl, er det karakteristisk, at alle disse tre forfattere har flyttet sig i forhold til det puristiske syn, de havde på digtningen i starten af deres forfatterskab.
   Anderledes med det vi har betegnet som den romantisk-holistisk orienterede modernisme. Denne synes at have været i stadig udvikling inden for en lang række forfatterskaber siden 1980'ernes begyndelse. På kanten af det 21. århundrede er det afgjort en retning inden for moderne lyrik med fremtiden for sig.
 
...
 
... Det gælder de mange digtere fra 1980'erne og 1990'erne, der i disse år hurtigere end nogensinde marginaliseres, fordi de ikke passer i en bestemt herskende konception (f.eks. de tidlige 80'eres "kropsmodernisme"-begreb eller dyrkelsen af en minimalistisk orienteret poesi i slutningen af 80'erne) af, hvordan tidens lyrik bør være. Man kan f.eks. bemærke, at langt over halvdelen af alt, hvad der er skrevet om dansk lyrik efter 1980, handler om to digtere (Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup), mens en lang række interessante forfatterskaber i katastrofal grad mangler litteraturkritisk belysning (F.P. Jac, Bo Green Jensen, Pia Juul, Morti Vizki, Simon Grotrian, Janus Kodal, Lars Bukdahl, Annemette Kure Andersen, Carsten Rene Nielsen, David Læby,
Jens Fink-Jensen, Peter Huss, Katrine Marie Guldager etc.).
   Udover enkeltforfatterskaber dækker modernistisk-outsider-problematikken også hele poetiske traditioner. Det drejer sig om tendensen til at skrive polyfone, netværksstrukturerede tekster, der med inspiration fra den europæiske avantgardelyrik fra mellemkrigstiden og den amerikanske beatlyrik fra I960'erne sprænger det traditionelle værkbegreb, som er altdominerende i den modernistisk-nykritiske kunstkonception. I stedet for den
eksemplariske analyse af Bønnelyckes lyrik kunne man på dette felt have valgt tekster af Jørgen Nash, Peter Laugesen, Klaus Høeck, Dan Turell, Asger Schnack, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Lars Bukdahl. Og det gælder traditionen for at dyrke hæslighedens æstetik inden for modernismen, hvor de præsenterede analyser af
Stagnelius', Broby-Johansens, Ørnsbos og Grotrians tekster, kunne suppleres med et stort antal andre digteres værker, der er faldet uden for den herskende litteraturvidenskabs fokus.
   Opgaverne ligger derfor og venter i massevis for enden af denne bog, hvis mål blot har været at skitsere nogle veje, ad hvilke modernismens outsidere i højere grad kan gøres til insidere. Det er min overbevisning, at noget sådant vil kunne styrke og udvikle samspillet mellem lyrik og litteraturvidenskab.

Peter Stein Larsen

Læs også Ivan Schou Vibings artikel Når melankolien blomstrer om Jens Fink-Jensens lyriske forfatterskab.