Et postmoderne digt

Cyklens hjul suser
En hvislende lyd gennem mørket
Som store roterende rumstationer
Den fine isnende regn
Der ætser min hud
Og bilernes uophørlige øjne

Boulevardens blanke sorte flod
En sen vinteraften
Og så pludselig er den der
Ræven
Rolig majestætisk stolt
I sikkert løb over gaden

Tårerne smelter min hud
Synet sitrer om min mund
Tankerne ryster min krop
Drømmen standser min fart

Måske fordi jeg tænker på dig
Og de fjerne steder
Midt i denne lemlæstede, mishandlede by
Hvor gader er slettet af bykortet

Hvor byens rum, portalerne, arkaderne
Portene, tårnene, drømmene, livet
Er glemt

Husker du rævene i San Pedro
Som vi aldrig så
Men som blev til det digt
Jeg aldrig fik skrevet
Husker du landskabernes styrke
Nætterne i Makedoniens bjerge
Og dyreflokkene over iberiske sletter
Husker du de små tætte byer
Hvidheden og himlens blå drøm
Husker du menneskenes nærhed
Cikadernes kantater og stjernerne
Når vi var små, lykkelige
Og helt alene i det store land

Bliv i byen
Du har vist mig en udvej
Styrket mit håb, min tro, min erindring

Hvor der er udveje er der indgange
Vi bygger byen op igen
For menneskene og nærheden og dig.