Fra Jens Fink-Jensen: Forvandlingshavet (1995)

Auf Deutsch

Udsigt til regn

Jeg sidder i regnen
På min hotelbalkon
Og ser skibene krydse
Gennem strædet mellem
Denne gudsforladte ø
Og Tyrkiets klippekyst

En fisker har smidt sin fangst
Af alt for små fisk
På den stenede strand
Og et par dovne måger
Flyver forbi og forsvinder
I en overlegen attitude

Nogle hvaler viser deres rygge
Langt ude og minder om
Uhyret i Loch Ness
Hvor jeg også sad og ventede
En times tid eller tre
Indtil regnen skyllede mig bort

Ellers er her kun skibenes
Stædige trafik mellem øerne
Og de ubrugelige parasoller
Hvis huller er som dem
I min hukommelse
Når jeg prøver at tænke på solen.