Fra Jens Fink-Jensen: Forvandlingshavet (1995)

Auf Deutsch

På toppen af bjerget

På toppen af bjerget
Ligger en by

Omgivet af tykke borgmure
Indeslutter den sig
I århundreders lyde

En vej snor sig op
Til en port med en portal
Hvis inskription jeg har glemt

Her sidder jeg ved et vindue
Et sted i en mur
Tiden har arret
Og skuer ud over det land
Jeg engang kom fra

Ingen kan længere sige mig
Hvornår eller hvorfor
"Du kan rejse når du vil"
Siger de altid når jeg forsøger
At indlede en samtale

Men så længe udsigten
Giver mig billeder
Til mine drømme
Ser jeg ingen grund
Til at frarøve mig selv
En usikker fremtid
Ved at træde ud i den.

<  >